10. november

I dag skal vi tilbage op i højderne ved Itatiaia National Park, der ligger 3 timers kørsel vest for Rio. Bjergkæden hedder Serra dos Órgãos og her bliver vi de næste 3 dage. 

Da vi drejer fra hovedvejen mellem Rio og Sao Paulo bliver det en gensyn med jordveje og huller i asfalten, de steder hvor den stadig ligger. Der er på flere dele af strækningen iværksat anlægsarbejde på de stejle skråninger, hvor alt vegetation er skrællet af. Herpå er efterfølgende lagt en fiberdug, som er er fastsat med store jernspir. Vi kan se, at beplantningen hurtigt etablerer sig i dugen, så skråningerne igen fremstår frodige og grønne. Det er helt sikkert nødvendigt for at forebygge jordskred på de smalle veje. Det er et imponerende stykke arbejde og der er mange i gang på samme tid.

Og så er det tid til at ringe til Bertel. Vi fanger ham lige inden aftensmad. Han har det godt og skal hjem til en kammerat i weekenden og så gik ugen med musicalen rigtig godt. Bertel styrede storskærmen og hverken den eller Bertel gik i sort på noget tidspunkt. 

Casa de Alpina betegner sig selv som et chalét, og passer dermed godt ind i alpeidylen i resten af byen Visconde de Maua. Der er sågar en pejs på vores værelse, så vi kan fyre op, når temperaturen falder om aftenen. Hvorfor byen omfavner alpelooket og -stilen kan vi ikke finde en forklaring på, men det virker hyggeligt og genkendeligt. Mads og Rasmus spiller pool og jeg nyder udsigten ud over bjergene. Vi vil gerne bestige Pedra do Sino, mens vi er her, men det skal lige passe med vejret. Med tilbagekomsten til bjergene er regnvejret også fulgt med og her til aften kommer tågen rullende ned af bjergene. Vi grinede ellers lidt ad pejsen, da vi i 30 graders varme ankom til vores chalét, men nu virker det mere tillokkende. 

På Le Zap Bistro får vi vidunderlig mad hos bolivianske Juan. Han har selv bygget restauranten og den er rustik på den helt rigtige europæiske måde 😉 

Dessert og cachaca får vi i en næsten lukket biks, hos en mand der går rundt med en hat. Den er magen til den hat, guitaristen Slash hos Guns ‘N Roses bar i sin tid, – et dejligt gensyn her i alperne.

11. november

Morgenmaden er næsten også alpisk. I hvert fald har de havregryn omend i blendet form og også en rigtig god yoghurt. Oven på det maser vi al den friske mango, ananas, papaya og melon, vi kan.

Her til formiddag har vi en aftale med en fyr, som på store ATV’er skal guide os rundt i området. Vi kan ikke helt forstå, hvad vi siger ja til, så han har ret frit slag. Først skal Rasmus lige prøve, om han kan køre så stor en ATV. Det kan han næsten, men ikke helt, så han ryger om bag ved fyren og Mads tager mig bagpå. Første stop er hos den genfødte mand, som har solgt sin IT-virksomhed, sagt farvel til det frygtelige kommercielle liv i Rio og nu udlever den rene energi her i alperne. Han er dog nødt til at supplere sin tilværelse med en form for verdslig økonomi, så vi punger ud med 75 kr. for at komme ned til vandfaldene. Det giver dog god mening, da vandfaldene ifølge manden også huser porten til en anden verden. Vi kan godt nok ikke se den, men til gengæld kan vi se og føle det 6 meter høje terrænfremspring, som Rasmus om lidt springer ud fra. Energien fylder Rasmus og han svæver let gennem luften. Det er utroligt elegant. Til gengæld er landingen hård og gør mega ondt, så han gentager succesen et par gange. Blafskæremyrene er ligeglade, de daffer I pendulfart hen o er klipperne.

Vores ATV-fyr er nu så tryg ved Rasmus, at de bytter plads og så har vi 2 x Villesen på ATV kørende rundt på bjergveje. Det er megasjovt og Rasmus kører godt til, men ikke for meget, for så tager ATV-fyren over. 

Vi skal også lige se et motorcykelmuseum. Det er vi lidt uforstående overfor, men nikker alligevel ja. Rasmus har lige købt en fin gul knallert og måske er det noget for ham.

Intet kan forberede os på synet inde i den lang staldlænge. Her står, linet op på række, fint kurateret med skilte og ægte lir, i kronologisk rækkefølge, på den gode side af 100 veteranmotorcykler og -knallerter. De er som nye og der er ikke skyggen af rust, snavs eller olie på dem. Rækken starter med et eksemplar fra 1910 og så går det eller deropad med modeller af Triumph, Suzuki, Harley Davidson, Honda og mange andre, vi ikke kender. Der står for en formue i den stald og de 2 fyre, hvis far har opbygget samlingen er pavestolte. Sikke en fed overraskelse!

Rasmus prøver også deres gyrogynge og så er tiden gået og vi er skrupsultne efter en begivenhedsrig formiddag. 

Nede i byen spiser vi frokost, drikker mojitos, spiller casino, drikker kaffe, spiller yatzy, spiser chokolade, shopper sko, handler outdoortøj og skriver blog, men på dette tidspunkt er Rasmus gået tilbage til hotellet, for det var alligevel mange ting at skulle fordøje.

Aftensmad på fonduerestaurant. Det er jo næsten alperne alligevel og så hjem og i seng, for vi skal ud at vandre i bjerge næste dag.