D. 13 oktober 2025

Vi skulle østpå, og det kunne kun gå for langsomt. Vi havde besluttet os for at sove i Vatnajökull, endnu en nationalpark med gode vandrestier og tæt på de store gletsjere. Jeg brugte tiden i passagersædet på at finde små stop undervejs på den omkring 4 timer lange køretur. Island var fyldt til randen med flotte bjerge og smukke vandfald – så mange, at man næsten fik dem galt i halsen. Vi stoppede også ved Skógafoss, et stort vandfald, men med mange turister.

Efter det trængte jeg til noget nyt. Noget anderledes og unikt. Og allerede 30 minutters kørsel længere nede ad vejen kunne man, unikt, se et nedstyrtet militært fly, som man havde valgt at lade ligge.

Da vi ankom til parkeringspladsen, opdagede vi, at man skulle gå 4-5 kilometer igennem en bar og åben slette, mest bestående af små sorte vulkansten, med intet læ eller dække. Vinden blæste, og regnen døsede ned, og for mig – med vabler fra den forrige vulkanvandring – virkede turen uoverskuelig. Da alt håb syntes ude, trillede en kæmpe bus ned ad vejen, og vi kunne få et lift (betalt selvfølgelig) ned til resterne af flyet. Vraget lå mutters alene i det sorte sand, beskadiget af vejr, graffiti og skud fra våben. Det er ikke hver dag, man får lov til at se et nedstyrtet fly, så besværet blev gjort det værd.

På turen videre stoppede vi i det brede landskab, lidt væk fra nogle bjerge, og spiste frokost. Det med at kunne nyde noget så ordinært som brød med pølse, omgivet af måske den flotteste natur på jorden, var der noget smukt i.

De næste 2 timer gik med musik og høj fart gennem landskabet, og efter hvad der føltes som et øjeblik, ramte vi Vatnajökull Nationalpark.

Vi ankom tidligt om eftermiddagen og fik sat campen op på pladsen. Vatnajökull var fyldt med vandrestier – nogle hen til den nærtliggende gletsjer, andre hen til Svartifoss. Ruten var nem og uden stort besvær, og helt specielt uden turister. Den tætsiddende tåge gjorde os ikke det store, da man kunne komme helt tæt på det flotte vandfald. Det unikke ved Svartifoss var de naturligt formede 6-kantede sten, som omringede vandfaldet, hvilket fik det til at ligne noget ud fra en film.

Vi valgte en anden rute tilbage langs kammen af de bjerge, vi førhen havde gået imellem. Stien var smal, og grundet regnen og den dårlige skiltning var turen hjem lidt mere udfordrende. Vi kunne kun forestille os den udsigt, der måtte have været, hvis ikke tågen havde skjult omgivelserne så grundigt.

Til slut lavede vi mad, hvilket viste sig at være sværere end forudset, da kulden gav problemer med gassen. Det endte med, at vi måtte lave mad med os i øjnene, inde i camperen – hvilket også var en oplevelse. Trætte, men igen i dag glade, gik vi til køjs midt i de islandske bjerge.