D. 12 oktober 2025

Rumsteren kunne igen høres tidligt om morgenen, da Mads allerede var i gang med gryder og pander for at få morgenmaden på bordet. Planen var allerede sat, og den stod på Golden Circle.

Den verdensberømte ”Golden Circle” var en turistificeret rundkreds af begivenheder i dagsturslængde fra Reykjavik. Den bestod af ”Geysir”, ”Þingvellir” og ”Gullfoss”, som i alle turistguides var et must see. Derudover havde vi tænkt at forkæle os selv med en tur i Secret Lagoon, en mindre besøgt version af Blue Lagoon, som en afslapper og afrunder for dagen.

45 minutters kørsel tilbage ad den samme vej, som vi var ankommet dagen inden, og ud trådte de to danskere på Þingvellirs jord. Nationalparken var en guldgrube af historiske og kulturrige geografiske områder, så selv med vabler og stive ben fra gårsdagens strabadser gik vi med entusiasme og store øjne igennem den vilde natur. Parken var specielt kendt for den synlige sammenflætning af den nordamerikanske og eurasiske tektoniske plade.

Efter en times god vandring måtte vi videre igen, da dagsordenen ikke ventede, og der gik ikke lang tid, før vi var ankommet til Geysir. Geysir befandt sig også i en nationalpark og var, ligesom navnet, fyldt med aktive og pensionerede gejsere. Hovedattraktionen, Strokkur, en mindre men meget aktiv gejser, var egentlig hvad folk kom for at se, da den store ”Geysir” (som også havde givet navn til det engelske ord ”geyser”) ikke havde været aktiv i mange år.

Gullfoss var det næste stop, og heller ikke her blev der skuffet. Både Mads og jeg havde ikke regnet med dens størrelse, så forestil jer vores surprise, da vi så, hvad der nok svarede til 6 millioner liter vand fosse ned fra 32 meters højde. Man kunne komme helt tæt på, som vi selvfølgelig gjorde, hvilket viste sig at være en fantastisk og uventet oplevelse.

Frokosten stod på sandwich, handcraftet selvfølgelig, og da klokken var ved at blive mange og dagens sult efter oplevelser var blevet mættet, gik turen mod Secret Lagoon.

Stedet var mindre og mere fokuseret på afslapning end Blue Lagoon, men vi fik alligevel en øl, mens vi lå og dasede i det varme vand. Vandet blev opvarmet af de naturlige hotsprings i området og blev stabiliseret af koldt vand, så temperaturen blev holdt på de 38 grader.

Trætte kørte vi hen til, hvad vi troede var en stille campingplads i en lille by ved navn Stokkseyri, men skæbnen ville, at den var lukket. Køkkenrummet var låst, pladsen tom, og to meget betuttede turister (os) stod tilbage og vidste ikke helt, hvad de skulle. Efter at have slået hovederne sammen blev vi enige om at blive og sove ulovligt på campingpladsen, hvorefter vi ville køre tidligt næste morgen for ikke at blive opdaget.

Aftensmaden var blevet spist, og vi var på vej i seng, da jeg pludseligt spottede noget på aftenens skyfrie (for første gang) himmel. Nordlysets lyssegrønne striber dansede over himlen og splittede den ellers mørke aften i to. I jagten på gode billeder og bedre udsyn hoppede vi i bilen igen og kørte 2 kilometer ud på en tilfældig vej, hvor vi alene kunne nyde nordlysets flimren og flakken på Hvælvingens canvas.

Med dagens sidste og pludselige aktivitet færdiggjort gik vi også trætte, men glade, i seng og kunne se frem til en ny dags overraskelser.