D. 11 oktober 2025
Mads og jeg er taget på udflugt til det koldeste land på jorden (i hvert fald navnemæssigt), nemlig Island.
Fredag eftermiddag sagde vi farvel til kone og familie for at tilbringe en uge sammen under nordlyset, med vulkaner og en god portion regn.
Jeg vågnede med frosne fødder, søvn i øjnene og et gab halvvejs ude af munden i bagenden af den autocamper, vi havde lejet til turen. Klokken var 07:00, og Mads havde besluttet, at han ikke kunne sove mere. Vi holdt på parkeringspladsen foran firmaet, der havde udlejet camperen, så jeg trak gardinerne til side, kom hurtigt i tøjet og åbnede døren. Hvis jeg troede, det var koldt inde i bilen, tog jeg fejl. Med klaprende tænder slæbte jeg mig ind på kontoret, hvor Mads allerede var i gang med at få styr på detaljerne.
Efter en ekstra kop kaffe, et spin på et lykkehjul (som faktisk gav gevinst), og et hurtigt kig på efterladte sager fra andre kunder, kom vi endelig afsted. GPS’en var sat. næste stop: morgenmad.
Som den udnævnte passagerprinsesse sad jeg og kiggede ud af ruden. Landskabet udenfor var goldt og åbent, men tågen skjulte det meste. Alligevel kunne jeg mærke, at der var noget derude – noget vi snart skulle opleve. Det øde terræn med klipper og mos gemte på naturfænomener, som vi glædede os til at udforske.
Efter en omgang varm havregrød trådte vi speederen i bund og satte kursen mod Grindavík. Vulkanernes silhuetter trængte igennem tågen, og efter en hurtig omklædning stod vi på de sorte småsten, som dækkede området. Vinden blæste, men den stille regn holdt os ikke tilbage, og da vi så de forskellige vandreruter, valgte vi den længste.
Efter tre kilometer ændrede landskabet sig dramatisk. Det flade Island blev til et sort månelandskab med små planter og spor af liv. Det føltes som en rejse tilbage i tiden – til før mennesket satte sine spor. Der var næsten ingen turister, og det gjorde oplevelsen endnu mere særlig.
Efter 7,3 kilometer nåede vi toppen af ruten, stedet hvor udbruddet i 2021 havde fundet sted. Men efter fire år stod de sorte bølger af afkølet lava stille. En smule skuffede efter den hårde opstigning vendte vi om. Heldigvis opdagede vi et lille skilt med teksten “New eruption this way”, og det gav os ny energi.
Stien derhen var mudret og utydelig – mest af alt lignede den to grøfter fyldt med vand. Regnen piskede os i ansigtet, men vi fortsatte, og med et sidste skridt nåede vi frem til det rygende landskab af størknet lava.
Det var et imponerende syn, og vi vendte tilfredse tilbage mod camperen. Men som i enhver god historie, kom der en krølle til sidst. Med våde sko og kolde fingre stod vi pludselig midt i de islandske bjerge uden retning. GPS’en svigtede, og de dårlige anmeldelser om manglende skiltning gav pludselig mening. Vi ledte os frem og fandt til sidst en asfalteret vej.
Vi søgte ly på en restaurant, hvor en varm lammekødssuppe blev dagens belønning. Med fyldte maver og ny energi gik turen videre til Kerið.
Kerið er et sammenfaldet krater fyldt med azurblåt vand, og det lå lige ud til vejen. Med en pris på 600 islandske kroner var det et oplagt stop. Vi gik en tur rundt om krateret, og da vi nåede ned til vandet, fik manglen på ”badning forbudt” skilte, tankerne til at spille.
Efter en lang, men spændende og oplevelsesrig dag trillede vi ind på vores første campingplads. Úthlíð havde spa, køkken og vigtigst af alt, en tørretumbler. Aftenen gik med madlavning, snak og spa, og da klokken slog 22:00, gik vi trætte, men tilfredse, i seng.
